SkiWelts historie i detaljer

I 1977 blev skiområdet "Wilder Kaiser - Brixental" slået sammen omkring Hohe Salve, og der blev for første gang solgt liftkort, som var gyldige til brug af alle lifter i byerne Brixen, Ellmau, Going, Hopfgarten, Itter, Scheffau og Söll. En god idé på det tidspunkt, men på ingen måde en selvfølge. Succesen har mange fædre, og at nævne dem alle ville sprænge rammerne for denne artikel. Men for at markere 40-års jubilæet inviterede direktørerne for Hochsöll bjerg- og skilift, Walter Eisenmann, og direktør for Westendorf bjergbane, Hansjörg Kogler, pionerer fra de involverede landsbyer til at tage en informativ og underholdende tur ned ad mindernes allé. Deres historier fører os tilbage til en anden tid - en tid med dristige begyndelser, hvor elektricitet og telefoner knap nok var tænkelige i bjergene, og hvor nye veje måtte brydes med nogle ret ukonventionelt klingende ideer. En tid, hvor der stadig herskede fred og ro, men som også bød på mange eventyr.

Johann "Hansi" Haselsberger fra Scheffau, "egentlig" pensionist og stadig nominelt i bestyrelsen for Bergbahnen Scheffau og Brixen, husker, at området Söll, Scheffau, Ellmau og Going i 1940'erne stadig var langt bagud i forhold til Wildschönau, Hopfgarten og Westendorf, når det gjaldt udviklingen af vintersport. Westendorf havde allerede bygget sin første stolelift, den længste skilift i Østrig på det tidspunkt, i 1946. Anton "Toni" Pletzer, grundlægger af den tyrolske familievirksomhed "Pletzer Group", fortæller også: "I Hopfgarten byggede de selv den første lift ved hjælp af vendehjulet fra et pansret køretøj". I 1949 blev det tredje svævebanesystem i Tyrol taget i brug i Hopfgarten, den længste stolelift i Europa på 2830 meter.

Ellmau byggede en stolelift i 1951 og Söll den første T-bar-lift i 1959. Georg "Schorsch" Winkler Sr, tidligere leder af Ellmau-bjergbanen, husker de første T-bar-lifter i Ellmau: "Man smed en shilling i," så kørte han, og skiløberne blev ofte løftet op i luften med stangen, "så kom nogen ud igen," griner Schorsch. "Dengang var der ingen, der troede, at man kunne tjene penge på en lift," siger Hansi. "De blev udelukkende bygget som infrastruktur til fordel for turisme og gastronomi.

Hansi husker de første forsøg på fusioner, f.eks. i form af den første rejseafregning mellem Hopfgarten og Söll. Et varemærke for de nye samarbejder vil være en forbløffende harmoni, som den tidligere "Blattlhof"-chef Leonhard Oberleitner fra Going bekræfter: "Vi arbejdede godt sammen lige fra starten. Og vi var glade for, at "Z'sammtoa" fortsatte", efter at han og Schorsch fra Ellmau havde samarbejdet. Schorsch husker begyndelsen: "Det var en ret hård tid for os, sneforholdene var dårlige i begyndelsen af 70'erne, og vi manglede penge overalt". På kongens dag i 1973 satte Hansi og Schorsch sig sammen, og "efter en halv øl var vi allerede enige og besluttede, at vi fra nu af ville bruge hinandens billetter i Ellmau og Scheffau", siger Hansi, "det var faktisk udgangspunktet for ideen om Z'sammtoa".

Leonhard forklarer: "Vi var tre med Going, og vi sagde: Nu skal vi ikke modregne hinanden, vi lader det gå sådan her". Og det gik så godt, at Brixen og Söll også kom med, mens Westendorf måtte vente ti år på at blive accepteret, fordi det annoncerede "sammenhængende skiområde" ikke var garanteret uden en liftforbindelse. "Vi leverede mange mennesker dengang, men vi havde næsten ingen ansatte," siger Hansi, så de måtte selv give en hånd med. "Vi var glade for at gøre det, og det var uden nogen form for indtjening". Toni husker også bestræbelserne på at samarbejde, da lederne af turistforeningen satte sig sammen i 1972 og sagde: "Vi burde arbejde lidt tættere sammen med begge dale". Så de skabte projektet "Kaisertal-Brixental". Toni fortæller: "Så lagde Kufstein sag an og sagde, at vi ikke måtte bruge betegnelsen Kaisertal," og retten gav dem medhold. Problemet var, at pionererne allerede havde trykt 200.000 brochurer om området. "På billedet bag Ellmau-porten kiggede en kvinde med en relativt stor barm på os," siger Hansi, og mindet er stadig meget levende i mændenes bevidsthed.

I 1973/74 er billetterne mellem Scheffau og Brixen også gyldige, og det gode samarbejde udvikler sig langsomt. "Vi klarede det altid godt, og det var sjovt," siger Schorsch. Sammen med de involverede hytteejere og ledere, som de nogle gange låner af hinanden, er der altid noget at grine af. "Og det var selvfølgelig meget vigtigt, for alt andet var ikke sjovt for alle de involverede", som ikke havde penge på lommen. "Og så blev vi kaldt Wilder Kaiser-Brixental," siger Toni. "Vi satte kortet op og tegnede grænserne for, hvor vi eventuelt kunne bygge elevatorer."

I 1976 opstod det store spørgsmål: "Hvorfor tager vi ikke alle sammen af sted?" siger Hansi. "Så vi tilføjede Going og Brixental-dalen til Ellmau og Scheffau". Hopfgarten bygger den tosædede stolelift "Hohe Salve I" og yderligere to lifte året efter. "For ellers ville fusionen ikke have været mulig", siger Toni, og at disse bygninger ikke var en selvfølge, for: "Vi var alle fattige som kirkemus. Og hvordan vi skaffede pengene, ved jeg ikke i dag".

Det var svære tider, "selvfølgelig måtte alle passe på sig selv - alle kæmpede ikke bare af idealisme, men af nødvendighed" - en kamp mod den ofte udbredte kirketårnsmentalitet. Men de var under pres, siger Hansi: "Vi havde ikke rigtig noget andet valg, for det var kun gennem fusionen, at vi nåede en størrelse, der gjorde os interessante for markedet". Og så, i 1977, blev den dengang uforudsigelige succeshistorie endelig født: "Vi kaldte det ikke et stort område og skabte en 7-dages billet til et stort område" for Brixen, Ellmau, Going, Hopfgarten, Itter, Scheffau og Söll, uden modregning! "De andre svævebaneoperatører erklærede det for en joke og grinede af det", fordi Unterländer sandsynligvis ikke ved, hvordan man håndterer penge. Forkert vurdering! At kunne opkræve en pris for et stort skiområde på markedet "var afgørende", siger Hansi. På den måde kunne de svagere skisportssteders underskud kompenseres af de større, og det var muligt at præsentere et stærkt image over for omverdenen. De var måske ikke et brand som Kitzbühel eller Arlberg, "men vi var allerede konkurrencedygtige i flokken", siger Hansi.

Samarbejdets begyndelse var på ingen måde uproblematisk. Der skulle kæmpes om sikkerhedssystemet og selvrisikoen, og der var også mistanke om, at den ene snød den anden ved optællingen, f.eks. når der blev trykket to gange på tælleren for en liftkunde. I mellemtiden "kom de to op at toppes" igen. "Det var en meget begivenhedsrig tid", men til sidst kunne hovedpersonerne blive enige om at investere 20 millioner schilling i et SKIDATA-kontrolsystem. "Det kostede sindssygt mange penge, lige så meget som tre nye lifte, men gudskelov gav det fred," siger Hansi. Men hjørnestenene for SkiWelt, for den hidtil usete sammensmeltning af flere skiområder, var i sidste ende tillid til hinanden, modet til at prøve noget nyt og troen på noget, som de mente ville være værdifuldt for kunden. "Vi var lidt anderledes," siger Toni, "og i dag skal vi være glade for, at vi turde tage skridtet på den måde, vi gjorde," et skridt, der blev latterliggjort af mange på det tidspunkt, men som nu efterlignes af mange. Søgningen efter et navn fortsætter også, indtil navnet "SkiWelt" af Johann Aschaber fra Brixen til sidst lander på bordet.

Opdagelsesfasen, der gik forud for den hurtige udvikling i Skiwelt, var stærkt præget af den pionerkarakter, der gjorde innovationen mulig i første omgang. F.eks. skulle fundamenterne til de nye lifte stadig graves ud i hånden med hakker og skovle. De hårdtarbejdende mænd gav en hånd med, hvor der var brug for det. "Man skulle bide til bolle tre gange," siger Herbert. "Vi havde reparationsarbejde, og vi arbejdede hele natten." Franz er enig: "Ja, vi arbejdede dag og nat, nogle gange var der ingen lørdage og søndage." Ud over at arbejde som liftførere i bjerg- og dalstationerne kørte de også pistemaskinerne og deltog i bjergredningsaktioner, hjalp med nybygninger og udførte reparationer; Herbert var også medlem af bjergredningstjenesten, kørte Akia, fungerede som parkeringsvagt og kortknuser, mens Franz også arbejdede som maskinfører. De arbejdede på alle problemer med stor opfindsomhed, indtil der blev fundet en løsning, uanset hvor uortodoks den måtte have virket. Ikke alle nyskabelser holdt eller fungerede efter hensigten - nogle af dem frembragte også nysgerrige "forsøgskaniner", som Herbert siger.

Franz fortæller for eksempel om en lift, der blev afbrudt for at kunne bygge den derfra og op til toppen. Under arbejdet løb pengene imidlertid op, og derfor blev der bygget en slæbelift fra den øverste sektion. Denne midlertidige løsning forblev på plads i to år. Den parallelle lift var også mærkelig: En enkelt stolelift skulle forlænges, så der blev bygget en anden parallelt med den første. Problemet er dog, at en enkelt lift fortsætter på toppen, som nu bliver fodret to gange. "Så skulle passagererne bare køre en runde mere med liften - det var kaos!" Franz ryster grinende på hovedet. Herbert kender andre eksempler fra sneproduktionens tidlige dage: I begyndelsen blev der brugt brandpumper til at pumpe vand op i en lille dam. Da man forsøgte at lave sne i en vinter med lidt sne, kom der kun græs ud foran. En mere avanceret snekanon år senere er mere effektiv, men så øredøvende høj, at "næsten hele landsbyen ville være blevet gal", og kanonen får det kærlige tilnavn "Stalin-orglet". "Det første skridt er også en del af rejsen", skrev Arthur Schnitzler engang - og eventyret er altid iboende i enhver begyndelse.

Vores liftpionerer Leonhard, Schorsch, Hansi og Toni måtte også håndtere problemer som vintre uden sne. Hansi husker: "I 1970 tror jeg, at det var en så svag vinter, at de havde dobbelt så høje lønomkostninger som omsætning i Brixen - i det første driftsår! Han bliver informeret om dette: "Se på tallene! Har du aldrig lyst til at vende tilbage?". Men Hansi og Co. havde allerede bestilt deres lift. Toni fortæller, at de i 1988 kun opnåede godt halvdelen af den omsætning, de havde håbet på: "Den 6. januar var Enzian ude, og den 14. februar stod de på ski for første gang".

Leonhard husker stadig, hvordan de forsøgte at trylle en piste frem, før der var larver: "Vi bad hæren om at komme og sparke til os i weekenden. Så underholdt vi dem med gløgg". Hansi siger: "Jeg rejste med håndrullen." Og Schorsch: "En simpel pistemaskine med et bræt bagpå - om natten var der masser af bump på pisten, som ingen kunne komme ned ad med sådan en maskine. Så satte vi et skilt foran på sådan en rulle og begyndte at skubbe. Hvad vores efterfølgere faktisk har lært af os," griner Ellmauer. "I dag vil skiløbere have meget glatte pister, ingen bakker og uforudsete forhindringer" - når man tænker på de "bakker" og forhindringer, som vores pionerer måtte navigere rundt om på deres vej.

En af forhindringerne var de vanskelige økonomiske forhold i 70'erne: "Alt blev meget dyrere i 1972, da der var kreditrestriktioner i Østrig," husker Hansi. "Vi kunne ikke få flere penge fra udlandet". Toni husker perioden med høje renter på det tidspunkt, og at inflationen lå på otte til ti procent. "14 procent var en gunstig rente," siger Hansi. "Og vi byggede nye elevatorer! Med gæld op til halsen! Så kom oliekrisen i '73!", hvor det blev forbudt at køre bil i Tyskland i weekenden. "Og vi har 80 procent tyske gæster! Så selvfølgelig gik vi i panik!" siger han. "Vi tog til Bayern og overtalte busselskaberne til at komme til os. Og da jeg kom ind ad døren, stod min kollega fra Hopfgarten der og havde den næste aftale." Ikke at de ikke nød at arbejde sammen. "Men alle kæmpede for deres levebrød". Hansi er stadig irriteret over datidens skræmmekampagne: "Det blev bevist, at oliereserverne kun ville holde i 11-17 år. Så ville verden være uden olie! Det var en katastrofe for os løftere! Men vi overlevede," siger Hansi. "Vi var nødt til at komme igennem det hele. Men det lykkedes os at tage os sammen - og i det mindste lykkedes det os at blive Østrigs største sammenhængende skiområde for tre år siden!"

Takket være pionerernes succes er det ikke kun bjergbanerne, der er i god bedring. Schorsch nævner SkiWelt-medarbejderne: "Hvad ville du tænke, hvis lifterne aldrig kørte, hvor mange ville være arbejdsløse!" Toni tilføjer: "Ikke kun liftpersonalet, men også alle skiinstruktørerne, hyttepersonalet osv. - det er en økonomisk faktor i dag, som simpelthen ikke anerkendes bevidst eller ubevidst!" Toni klager. "Alle nyder godt af det! "Landmænd, hotelejere, håndværkere. Alle!"

Hans Beihammer, tidligere ansat ved bjergbanen og udlejer af bjerghytter i Brixen, har også sluttet sig til os i dag. Også for ham, hvis forældre ejede en alpehytte, havde den udvikling, som bjergbanen medførte, stor indflydelse på hverdagen: "Da de byggede lifterne, var der elektricitet overalt, og hele infrastrukturen blev forbedret, vi fik en vej - det var en ekstrem lettelse, før var det meget mere besværligt." Hans kom først i kontakt med selve bjergbanen, da han gennemførte ti tjenester for bjergredningstjenesten for at få et sæsonkort. Han blev dog hos jernbanen i yderligere fem år, som han i tilbageblik beskriver som opbygningen af sit levebrød: Den tid, han havde til at sælge drikkevarer til passagererne ved siden af sit job som liftfører, lagde grunden til hans karriere som udlejer og opførelsen af sin egen hytte, "Jochstubn". Hans' karriere er en særlig god illustration af, hvad SkiWelt ikke kun har gjort for helheden, men også for den enkelte, da bjergbanen hjalp ham med at finde sit kald, restaurantbranchen: "Søjlerne er bjergbanerne," siger han. "Imellem dem skal alle selv bygge væggene, og det afhænger af den enkeltes evner, hvad de gør med dem."

Hans viser også, hvor vigtige bjergbanerne er for noget, der anses for at være en bevaringsværdig kulturarv: bjerghytterne. Uden deres udvikling ville mange af dem være overladt til forfald, og med dem ville den maleriske alpeidyl og deres kultur gå tabt - deres bevarelse er til gavn for både gæster og lokale vandrere.

Og hvad ville der være blevet af landsbyerne? - Spørgsmålet er hypotetisk, men Toni siger: "Hvad ville Scheffau være i dag? Hvad ville Ellmau være i dag? De plejede at være gode til sommerturisme. Men om vinteren?! Hvem rejste til Ellmau?" Og hvis man spekulerer endnu mere, hvordan ville hele regionen så være i dag uden svævebaner? Walter Eisenmann, som har været hos bjergbanen i 31 år, udtrykker dagens succes i tal: "Om vinteren har vi op til 50.000 gæster oppe i SkiWelt på topdage og op til 15.000 om sommeren takket være iscenesættelser. Og det er sådan, hele regionen lever igen. Og svævebaneindustrien var drivkraften bag dette". Toni undrer sig: "Hvad ville vi gøre, hvis vi ikke havde svævebaner i Tyrol i dag? Vi lever praktisk talt af svævebanerne," men det er ofte ikke anerkendt af offentligheden. Og derfor er det så meget desto vigtigere ikke at glemme den fremsynede tankegang og de banebrydende resultater fra dengang.

Nødvendighed var en afgørende faktor i skifamiliens fødsel for 40 år siden. "Vi blev tvunget til at samarbejde," siger Toni. "Fordi alle sagde, at det ikke var det værd!", og det erkendte alle involverede på det tidspunkt. "Vi deltog aldrig i en priskrig", siger Hansi, "vi investerede i kvalitet, og derfor klarede vi os ret godt økonomisk og formåede at blive det største sammenhængende skiområde i Østrig for tre år siden. Og vi blev venner med det samme!" Dette venskab var meget vigtigt. "Ja!" stemmer Schorsch i: "Vi havde alle de samme bekymringer, og det er det, der forener os!" Toni rejste meget og har aldrig oplevet noget lignende som her: "Når vi er sammen, ser jeg virkelig frem til det." Leohard er enig: "Vi har alle klaret os godt og har en skidag hvert år efter sæsonen! Vi rejste fra det ene liftselskab til det næste".

Det, der gør SkiWelt til noget særligt, er de mennesker, der står bag, og hvor meget kliken er svejset sammen, også uden for møderne. Det er ikke så mærkeligt, når man tænker på alt det, de har oplevet: "Engang mødtes vi til påskeægsjagt på bjergstationen," siger Schorsch, og det var ikke kun et enkelt æg, der blev beskadiget, men også mange hoveder. "Vi tog ud i landsbyen med rullerne i lanternen," tilføjer Hansi. "De havde sådan en sød servitrice ovenpå ..." STOP! Resten er slettet fra referatet. "Vi tog til Burgenland hvert år til kirsebærplantagerne og købte et helt kirsebærtræ," siger Schorsch. "Vi rejste til Canada og Amerika," siger Hansi, på en studietur, "og vi stod på ski på alle skisportsstederne. Og så stod Walter og jeg på ski ned ad Las Vegas!" Og fordi de ikke måtte tage Doppelmayr-svævebanen fra Excalibur Hotel til Mandalay Bay Casino, blev der annonceret et alternativt program. STOP!

"At have det godt, at være sammen" er mottoet for Unterlands selskabelighed. "Ja, Unterland-mentaliteten er helt sikkert en afgørende faktor for vores atmosfære," siger Hansi. For 30 år siden var han engang i specialgruppen for svævebaner, hvor han blev præsenteret på denne måde: "Det er Hansi. Han er deroppe fra Unterland, og dernede er der et par mus og en masse lifte".

"Der har altid været masser af historier at grine af," siger Franz med et grin. Han indgik engang et væddemål med sin chef om, hvor hurtigt han kunne komme fra topstationen til dalen til fods. Han klarede det på ti minutter og hoppede over alle hegnene som en baneløber. Da han nåede ned, "vandt han væddemålet, men mine knæ var ømme" - til gengæld var der forfriskninger i liftens restaurant. Herbert fortæller, at de skulle male elevatorvinduerne, og at nogle geder var faret vild i nærheden af dem. Han fik den glorværdige idé at pifte gederne lidt op. "Der er ikke noget bedre end at male gederne rigtig pænt. Hornene malet røde, ringe rundt om fødderne forneden". Skønhedsbehandlingen af gederne gik ikke ubemærket hen længe: Et par dage senere kom der gæster til en nærliggende bjerghytte og sagde til værtinden: "Vi tror, vi har set djævlen i dag." Og Hans narrede en Liftinger-kollega i et væddemål om, hvem der kunne lave den bedste "Muas", da han ubemærket skiftede sit brænde fra gran til bøg, hvilket pludselig gjorde hans modstanders "Muas" kulsort.

For dem alle er SkiWelt-holdet som en familie - og det har det altid været, for sammenholdet går på tværs af generationerne: "Det er så dejligt at være en del af den store familie," siger Franz. "Vores ældre er altid med - vi har stadig en god forbindelse til de unge." Herbert bekræfter også: "Det er dejligt stadig at være i kontakt med de nuværende medlemmer af bjergbanen - jeg møder nogle af dem på Hoagascht." Hans Beihammer bliver også næsten sentimental ved tanken: "Jeg har fået så meget, bjergbanefamilien er som en anden familie for mig selv".

"Af og til er vi nødt til at træde et skridt tilbage og reflektere over vores fortid, over hvordan vi kan bruge vores fortid til at berige vores nutid", skrev den spanske forfatter Paulo Coelho. I tidens løb har vores hovedpersoner været vidne til en "banebrydende" udvikling i ordets bogstaveligste forstand, både hvad angår sammenlægningen af individuelle skisportssteder til en stor helhed og i teknisk henseende - med hensyn til lifter, sneproduktion, pistemaskiner og sikkerhed. Walter Eisenmann kender til forskellene mellem i går og i dag. "Dengang blev der drukket et glas efter hvert møde, i dag har den ene en aftale, og den anden har en aftale. Men den venlige atmosfære, som de viste os, den har vi stadig i SkiWelt," og også forpligtelsen til at arbejde sammen i de "gamle drenges" ånd. "I var bare pionerer," siger Walter til dem. "Og vi skal sørge for at bevare det, vi har". I dag er de stolte af sommerattraktionerne på bjerget: "Det, der er blevet skabt, ikke bare af selve lifterne, men også alle bjergrestauranterne, køkkenet, det er gigantisk".

Den særlige SkiWelt-mentalitet kan stadig mærkes i dag, og det er primært takket være de enestående mennesker, siger Hansjörg Kogler, administrerende direktør for Bergbahn Westendorf: "Uanset hvilket skisportssted du kommer til, om det er i Østrig eller i Sydtyrol, Frankrig eller endda i USA - der er ikke noget andet sted som her. Alle beundrer os for den holdånd og det kollegiale forhold, vi har i SkiWelt. Alle træder i baggrunden, når det drejer sig om det store billede, som er vigtigere end alt andet. Det er SkiWelt-ideen". Og sådan føres pionerernes ånd videre ind i nutiden og videre ind i fremtiden.

"Det var min sjoveste og bedste tid," siger Schorsch, sandsynligvis på vegne af alle. "Selvom det var svært. Vi grinede så meget og gjorde også en masse dumme ting. Vi mødtes på et bord i Wean og var omgivet af en masse søde piger". STOP! Schorsch er også glad for, at det stadig går så godt på jernbanen i dag. "Det hele ville have været forgæves".

I dag er SkiWelt et af de største og mest moderne skisportssteder i verden og er også en af de mest succesfulde skidestinationer i verden. Fusionen af uafhængige bjergbaneselskaber blev i begyndelsen latterliggjort af andre, men er længe blevet betragtet som en rollemodel for tendensen til fusioner af skiområder. Begyndelsen var ret beskeden. Området omkring Hohe Salve, Zinsberg, Hartkaiser og Astberg var ret ukendt som vintersportsregion på det tidspunkt. Opførelsen af den første lift i 1947 indvarslede starten på en verden af skiløb i Brixental-dalen. Allerede dengang var der brug for banebrydende innovationer. I 1947 blev Europas længste stolelift bygget i Hopfgarten med en længde på 2.830 meter, og i 1948 blev Østrigs største skilift bygget i Westendorf og transporterede 22.289 personer i 1948/49. Lifter i Söll, Scheffau, Brixen, Ellmau og Going, og senere Itter, fulgte i de kommende år og årtier. Gang på gang blev banebrydende bjergbaneprojekter realiseret i SkiWelt, f.eks. Europas længste kabelbane i Ellmau i 1970, Europas første 8-personers stolelift i Söll i 1988 og verdens første solcelledrevne lift i Brixen im Thale i 2008.